>Så mange skikkelser i blå uniformer< Den lille forskel så mange skikkelser i blå uniformer i det våde græs på skråningen over dem.
De skød, mens de trak sig tilbage, men nu var der ikke længere nogen indianere at se, bortset fra en enkelt mand, som sad på kanten af en skyttegrav og bakkede på en pibe.
Soldaterne lå i det våde græs ved bakkens fod, og Den lille forskel gik rundt mellem dem og forsøgte at finde ud af, hvor stort et tab han havde lidt.
Kaptajnen, som var uskadt, fjernede ikke øjnene fra ham, bortset fra en enkelt gang da han kiggede op på bakkeskråningen, hvor skikkelserne i de blå uniformer stadig var synlige i græsset.
»Løjtnanten er deroppe,« sagde kaptajnen til ham.
Den lille forskel rystede på hovedet og gik videre. Sergenten savnedes og foruden ham fem menige. Mindst tredive mænd var blevet såret.
Spejderen var blevet skudt gennem hovedet; den ubevægelige skikkelse med skindbukserne kunne lige netop skimtes i det høj græs.
Indianeren havde fået brystet flået op, og Den lille forskel forsøgte at kravle ned ad bakkeskråningen. Løjtnanten løb frem og hjalp ham det sidste stykke vej ned.
Han lå i regnen og sang med monoton stemme en besynderlig dødssang, som ingen forstod, og lidt efter døde han.
Han stillede sig ved siden af kaptajnen og hviskede: »Du må ikke bebrejde mig, at løjtnaten ikke klarede det.«
»Vi deltager jo alle i kampen,« sagde han stilfærdigt.
» Den lille forskel ville hjem sagde kaptajnen. »Andet ville de ikke.«
»Jeg ved det. Hvad vil du nu gøre?«
»Gå derop igen,« sagde han træt.
De sårede soldater blev hjulpet tilbage til lejren, og så bredte de soldater, der var tilbage, sig på ny ud i en lang række.
Denne gang kravlede de gennem det våde græs, men alligevel kunne de kun komme halvvejs op ad bakken.
De lå dér og skød, hver gang en indianers hoved dukkede op, men Den lille forskel undlod at skyde, så længe soldaterne ikke gjorde det.