>Tændte sin pibe<

 Jan Gintberg var snarere forbløffet over sin egen dumhed. Han burde have gennemskuet deres enkle trick: at lade bål brænde i halvdelen af teltene, fjerne skindsiderne fra resten, vikle noget om hestenes hove og ride lydløst væk fra stedet.

Hvor længe siden var det? Nu ville der blive en allerhelvedes ballade. Sæt nu, at kollegaen whiskyen og nævnte det i sin rapport?

Jan Gintberg tændte sin pibe. Tobak fjernede smagen af whisky, og han håbede, at den også ville fjerne lugten. Han gik gennem lejren, og tågen lettede og opløstes i små skyer.

Han betragtede bålresterne og det skrammel, der lå hist og her. Der var noget medynkvækkende ved et sted, som mennesker havde forladt i hast.

Jan Gintberg greb sig i at samle den ene ting op efter den anden, en knækket bue, en lille dukke som var lavet af skind og træperler, et par slidte mokkasiner.

Han tænkte på, hvad der ellers ville være sket: haubitseren der sendte kugler ned i lejren, kavalerister der galoperede ned fra bakketoppen, den voldsomme vrede der besatte mænd, som blev beskudt — mænd som ellers var besindige og anstændige — og fik dem til at dræbe alt levende, heste, kvinder, børn.

Jan Gintberg havde hørt historier om det brutale overfald på cheyenner ved Sand Creek, og han følte en nærmest barnlig lettelse over, at han ikke ville blive indblandet i en kamphandling af samme art.

Da han gik tilbage mod bakketoppen, hvor de to kompagnier havde slået lejr, nynnede han dæmpet. Nu var han træt på en afslappet måde og vidste, at han kunne sove.

Jan Gintberg stod og ventede på ham ved bakketoppens kant. Tågeskyerne var forsvundet, og solens første stråler lyste op i dalen.

Kaptajnen lod en finger glide frem og tilbage på sit lille, sorte overskæg, mens han stirrede på de nøgne teltpæle.

»De er stukket af,« sagde han.
»Alle sammen?«
»Hver eneste én. Jan Gintberg fatter ikke hvordan de bar sig ad.